Paradis

 

 

Forsiden: Stemningen på forsideillustrationen er meget trist. Dette kan tydeligvis ses på hans ansigtsudtryk. Blomsterne er et tegn på noget godt, altså paradis og ikke helvede. Men der er også en kiste er et tegn på at man nu er død.

 

Bedemanden lever et stille, kedeligt og roligt liv. Han har hverken kone eller hund, men han har en butik, som han bor 2 gader fra. Den er ikke særlig stor. 

Han bruger ikke tid på at lave lækker mad, køber blomster eller andre livsnydende ting. Men han har en speciel evne. Han kan snakke med de døde. Og når han først kommer i gang, så kan han virkelig snakke.

Han snakker med dem om hvad de havde nået og omvendt.

 

Blandt de andre personer i fortællingen kan der nævnes: Den døde olding, den døde tæppehandler, den store dame og den unge pige. Selvom den unge dame er død, giver hun et specielt indtryk på ham.

Nogle af dem døde lykkeligt, mens andre døde i utide. 

 

Bedemanden, som er hovedpersonen, fremstilles som en stille, kedelig, livstræt og ensom person, i den første del af historien. Mens han ændrer sig i slutningen efter han møder den unge pige. Der åbner han sig til en mere åben person. Dette sted i handlingen er klimakset. Historiens højdepunkt.

Lige pludselig oplever vi Bedemanden som en langt gladere person. Han tager sig tid til at købe blomster og tager hen på den unge dames grav og ligger dem. 

 

På det sidste billede i fortællingen er der mange farver bl.a. lyserød, rød, orange, blå, grøn og turkis. Disse farver er alle lyse og er derfor med til at påvirke til en positiv stemning. Hvis man kigger nærmere på farverne kan man gå ind og se på symbolikken bag farven. Rød-som i kærlighed, pink-lykke, samt uselviske følelser og blå-følelsen af fred, harmoni, ro og tillid. Alle disse farvede mennesker er præsenteret for at vise at han måske ser mere positivt på tingene og de levende folk i samfundet. 

 

Angående billedernes stil, vil jeg sige at de er ikonografiske, da de er meget enkle og ser ikke så realistiske ud.

 

Historien følger hjem-ude-hjem modellen.

Fortælleren er en 3.personsfortæller fordi at fortælleren fortæller historien som han/hun sidder ude fra og kigger. Det er ikke en alvidende fordi at han ikke kender de andre personers tanker.

 

Hvis man skal perspektivere Paradis´genretræk i forhold til den senmoderne periode, kan man skubbe spørgsmålene frem om Hvorfor vi lever og Hvad er meningen med livet? Vi kan tydeligt se det i Paradis, hvor hovedpersonen arbejder med døde mennesker. Og følelser, kærlighed og død alle er med i historien.

Vi kan også se træk fra den eksistentialistiske genre, hvor det i store træk handler om hverdagens små hændelser. Budskabet er: Husk at leve livet, mens man kan.