Ørneflugt

 

Ligesom eventyrets ”grimme Ælling” voksede den op her mellem skræppende ænder og kaglende høns. og brægende får, og så vel befandt den sig efterhånden i disse omgivelser, at den blev både stor og bred, ja - som præsten sagde – ”formelig lagde sig mave til.”

Den havde sit stade oppe på et gammelt plankeværk ved svinehuset, hvor den sad og passede på, når pigen kastede affald ud fra køkkenet. Såsnart den fik øje på den store Dorthe, kastede den sig ned på stenbroen og vraltede det fyldte fad imøde i det burleske - sækkeløb, hvori æterens kongebørn bevæger sig på jorden.

Dette er beskrivelsen af det miljø som ørnen voksede op i. Men det var ikke ligefrem det bedste sted for ørnen.

”Den kunne da sidde i halve døgn med næbet nikket ned i brystets smudsige fjerklædning, uden at røre sig og uden at ville æde. Og pludselig kunne den da sprede vingerne ligesom favnende ud i luften og kækt svinge sig i vejret, … men det blev altid kun en stakket flugt.” Dette vidner til at fuglen kedede sig meget, og når den endelig ville væk forestillede den sig det bare.

 

En dag når dens vinger er udvoksede, bliver den taget med vinden og på turen flyver den bl.a. forbi landsbyer, skove, klippeblokke og solbeskinnede søer, men alt det smukke som ørnen starter med at se udvikler sig. Ørnen ser bjerge og uvejr længere fremme. Her indser den hvor barskt naturen, som den i virkeligheden hører hjemme i kan være.

 

På et tidspunkt kan ørnen Klavs ikke holde det ud mere. Han får hjemve og vender snuden hjem.

Karlen i huset, der har ligget syg, kan ikke genkende ørnen og skyder den derfor, da han tror det er en fjendtlig ørn.

 

Pontoppidan mente at det var miljøet der skabte individet, mens at H.C.Andersen mente at det var arven. Det var derfor at han sammenlignede sin ”ørneflugt” med ”Den grimme ælling”. I ørneflugt er det miljøet der former personen og i Den grimme ælling er det arven.

 

Budskabet er: Ude godt, men hjemme bedst.

 

Hvordan minder ørneflugten om den grimme ælling? Den minder om den grimme ælling, på at de ikke vokset op hvor de hører hjemme. Men ørnen vender hjem fordi den ikke føler sig hjemme, når den flyver, men at den grimme ælling finder hen hvor den føler sig godt tilpas.

De bruger begge to hjem-ude-hjem.

 

Slutning:

Ørnen tænker at den savner sit hjem og griseungerne der sutter på deres moders patter om aftenen, de onde ænder der ikke kan lide ham, huset og menneskerne. Den får hurtigt hjemve og beslutter sig for at flyve hjem imod åen. Den letter fra klippen og daler ned under skyerne og over markerne. Endelig ser den sit hjem, den flyver hen imod åen, men lige denne dag var der mærkeligt stille. Ingen støj fra den arbejdende bonde der bor inde på gården. Den flyver tættere og tættere på, og lander på husets tag og kigger sig omkring. Alt er ved det gamle tænker den. Den kan se sine grisene, fårene, ænderne og De bitte små unge grise der lige ved siden af deres mor. Det ser fint ud og den begynder at dykke ned imod stakittet som den normalt sad på. Ligepludselig lød der et højt BANG og med et fløj der en kugle lige igennem brystkassen på ørnen og den landede pladask lige ved siden af stakittet med et stort hul i maven og blod over det hele. Bondemanden gik hen og samlede den op, gik ind til konen og sagde ”jeg fangede lige denne her hønsetyv udenfor den prøvede at liste sig om på ænderne” og smilede stolt. Bare fordi man er født iblandt ænder betyder det ikke man bliver accepteret som en.